Sidste år var der ifølge Danmarks Statistik 2600 børn på krisecentrene i Danmark.
De fleste af dem, der træder ind bag de beskyttede døre, bor der i en måned eller mere.
I ugens avis kan I møde to af dem: 13-årige Benjamin og 8-årige Ahmed.
På mange måder ligner de alle andre drenge. Den ene er kreativ, den anden elsker fodbold. De gamer, og de går i skole.
Men de bærer også på en hemmelighed om, hvor de bor.
Ved at lade Benjamin og Ahmed fortælle om deres hverdag åbner vi et vindue til en verden, de færreste kender, og giver et mere virkeligt billede af, hvordan det er at bo på et krisecenter.
Forhåbentlig kan det også være med til at mindske den afstand, der ofte opstår omkring noget, mange ikke kender til, og gøre det lettere at tale åbent og omsorgsfuldt om det.
Derudover kan man læse om:
- 8-årige Karl, der gerne vil være landmand
- Den første revy for børn
- ARoS’ flytning af den ikoniske kæmpestatue Boy
- Arthur og Signe, der fortryller livet med rollespil
- Victor på 10 år, der elsker wakeboard
- Rasmus ’Caps’ Winther, der er den første europæer optaget i Hall of Legends
Kærlig hilsen
Lise